Mit navn er Troels Vedel Kløjgaard.
Jeg er uddannet cand.mag. med hovedfag i filosofi og bachelortilvalg i klassisk græsk. Derudover har jeg en nationaløkonomisk bachelorgrad.
Jeg voksede op i et musikalsk hjem; min mormor, Kirsten Vedel, var konservatorieuddannet violinist, uddannet efter den russiske violinskoles principper hos professor Konovich på Det Fynske Musikkonservatorium. På Sankt Annæ Gymnasium fik jeg en semiprofessionel uddannelse som korsanger med tilhørende undervisning i sangteknik (stemmedannelse) og hørelære, og en overgang gik jeg også til undervisning i klaver og violin.
Jeg er forfatter: Jeg anmelder klassisk uddannede instrumentalisters opførelser af klassisk musik og moderne kompositionsmusik. Opførelserne finder jeg fortrinsvis på YouTube, men relevant indhold fra andre tilsvarende portaler (f.eks. Musopen, Classic Cat, Piano Society) kan også indgå. Opførelserne anmeldes, idet de organiseres i konkurrencer under auspicierne af “Concours Musical Troels Vedel de Copenhague”. Konkurrencerne udgør her en fiktiv ramme: Ingen af de udøvende musikere, hvis kunstneriske præstationer jeg anmelder, har tilmeldt sig disse konkurrencer. Men den fiktive ramme har til hensigt at gøre stoffet, der formidles i anmeldelserne, mere levende. I musikkonkurrencerne udtaler jeg mig qua dommerpanelets formand, og derfor er sproget i musikkonkurrencerne en efterligning af sproget ved domstolene.
I mine bøger angriber jeg musikkritikerens bedømmelsesproblem som et forskningsproblem, idet jeg forsøger at bibringe musikkritikken, der traditionelt har været meningernes overdrev, noget af den stringens og metodebevidsthed, som er karakteristisk for den bedste del af den humanistiske universitetsforskning. I stedet for blot at formidle de hævdvundne, traditionelle opfattelser af, hvordan udøvende musikeres præstationer skal bedømmes, hvilket ville være udgangspunktet i en almindelig, ikke-videnskabelig fagbog, lancerer jeg i mine bøger et storstilet opgør med disse traditionelle bedømmelseskriterier og -principper, idet jeg indfører nye bedømmelseskriterier (f.eks. de udøvende musikeres forståelse af den stilperiode, som det opførte værk tilhører) og -principper. Hver enkelt musikkonkurrence har samme formål som et forsøg inden for de eksperimentelle naturvidenskaber, nemlig at afprøve, hvordan de udviklede bedømmelseskriterier og -principper fungerer i praksis, samt at danne grundlag for en videreudvikling af disse bedømmelseskriterier og -principper. Formålet med musikkonkurrencerne er ikke at levere musikjournalistik i traditionel forstand, men at udvikle et videnskabeligt fundament, som musikjournalistikken kan bygge på. Musikkonkurrencerne er ikke journalistik, men forskning. Der er derfor ingen stemningsbeskrivelser fra live-koncerter, ingen interviews med udøvende musikere og ingen celebrity gossip, for den slags hører ikke hjemme i en videnskabelig undersøgelse. Kort sagt er mine bøger i realiteten et bidrag til den musikvidenskabelige forskning, men vel at mærke inden for et område, der hidtil ikke har været opdyrket som et videnskabsfelt. For at kunne adskille den musikvidenskabelige disciplin, som jeg forsøger at grundlægge med mine musikkonkurrencer, fra den allerede eksisterende musikvidenskabelige disciplin ved navn opførelsespraksis (Performance Practice, Aufführungspraxis) foreslår jeg hermed betegnelsen opførelsesanalyse (Performance Analysis, Aufführungsanalyse).
I lighed med musiksociologi, musiketnologi og musikpsykologi er opførelsesanalyse en musikvidenskabelig disciplin, der bygger på empiriske undersøgelser. For at kunne foretage empiriske undersøgelser inden for opførelsesanalyse skal der vælges en datakilde. Amazon, der sælger pladeindspilninger i fysisk form (som CD’er, DVD’er) og i digital form (som digitalt signerede, kopibeskyttede MP3-filer), er et eksempel på en datakilde. Andre eksempler på datakilder er Apple iTunes Store, YouTube, musopen.org, classiccat.net og pianosociety.com. Med ganske få undtagelser er YouTube datakilden i mine musikforsøg. Fra den valgte datakilde foretager opførelsesanalytikeren et udvalg af musikopførelser. De udvalgte musikopførelser udgør musikforsøgets “rå empiri”. Musikforsøgets forsøgsresultater består i observationer af f.eks. intonation, rytmisk præcision, gennemslagskraft, klangfarver, sammenspil, valg af tempo, valg af dynamik, spillestil, orkesterklang. Observationerne tilvejebringes ved afspilning af de udvalgte musikopførelser (den rå empiri). Musikforsøgets analyseresultater genereres ved at bearbejde forsøgsresultaterne med de opstillede bedømmelseskriterier og -principper.
Det er definerende for opførelsesanalysen som musikvidenskabelig disciplin, at de vigtigste bedømmelseskriterier og -principper skal fastlægges i et teoridokument svarende til min regelsamling; supplerende bedømmelseskriterier og -principper kan fastlægges i musikforsøgene (svarende til de regler, som jeg udvikler gennem min domspraksis), men sådanne supplerende bedømmelseskriterier og -principper må ikke være i modstrid med de bedømmelseskriterier og -principper, som er fastlagt i teoridokumentet. Det er endvidere definerende for opførelsesanalysen som musikvidenskabelig disciplin, at alle vurderinger og bedømmelser i musikforsøgene skal ledsages af dokumentation (f.eks. “violinsolisten intonerer for lavt på Gis4 i 1. sats, takt 117”) eller argumentation (f.eks. “klaversolistens værkfortolkning er ikke plausibel, fordi …”). Uden begrundende dokumentation og argumentation er musikforsøgene ikke videnskabelige undersøgelser, men kun musikkritik.
Mine musikkonkurrencer med dertilhørende regelsamling udgør ikke blot en grundlæggelse af en ny musikvidenskabelig disciplin ved navn opførelsesanalyse, men de bedømmelsesprincipper og -kriterier, som fremgår dels af min regelsamling, dels af min domspraksis i musikkonkurrencerne, konstituerer tillige en bestemt skole / teoriretning inden for disciplinen opførelsesanalyse.